Del: - -

Nu bliver det koldere: Max 19 grader på kontoret

Det offentlige skal gå i spidsen med at spare på energien. Derfor skal temperaturen i alle offentlige kontorer mv. sænkes til 19 grader. Det vil føles koldt for mange – men der er gode råd til at holde varmen.

Den akutte energikrise betyder, at der er et klart politisk ønske om, at det offentlige går i spidsen med at spare på energien. I starten af september 2022 blev regeringen, Danske Regioner og KL enige om at anbefale følgende:

  • Temperaturen sænkes til 19 grader i offentlige kontorbygninger mv.
  • Udendørs belysning slukkes på offentlige bygninger, hvis det kun tjener et æstetisk formål.
  • Fyringssæsonen og driftstiden på varme skal gøres kortere.
  • Energistyrelsens kampagnemateriale med spareråd til arbejdspladsen fordeles blandt medarbejdere, så de har mulighed for selv at tage initiativer, som fx at slukke lyset og skærmen efter sig i møderum.

Hvem gælder reglerne for?

Principielt gælder den nye regel om 19 grader for alle offentlige bygninger. Men der skal tages lokale hensyn. Fx skal vuggestuer, plejehjem og sygehuse ikke sænke temperaturen, hvis det giver gener for børn, beboere eller patienter.

Tiltagene skal også overholde den eksisterende lovgivning og Arbejdstilsynets regler. Det fremgår af Arbejdstilsynets vejledning om temperatur i arbejdsrum på faste arbejdssteder, at temperaturen ved stillesiddende og stillestående arbejde – som fx kontorarbejde –  ikke bør komme under 18 °C.

Hvad med arbejdsmiljøet?

Hvis man har kontorarbejde eller andet stillesiddende arbejde, kan en temperatur på 19 grader føles koldt for nogle.

Hvis der er medarbejdere, som giver udtryk for at fryse til deres leder eller arbejdsmiljørepræsentant pga. temperatursænkning til fx 19 grader, har arbejdsgiveren pligt til at se på, om det er muligt at indføre forebyggende foranstaltninger. Det kan f.eks. være at kompensere for den lavere temperatur gennem pauser med fysisk aktivitet eller lign.

Det er den enkelte arbejdsplads, som skal vurdere, hvad der er muligt og mest hensigtsmæssigt i deres konkrete tilfælde. Vær opmærksom på, at I måske oplever den lavere temperatur vidt forskelligt. Tag hensyn til dem, der fryser mest, og gør hvad I kan for at kompensere.

Energistyrelsens råd til energibesparelser

Energistyrelsen understøtter hensigterne om energibesparelser på offentlige arbejdspladser med en række gode energispare-råd. Materialerne er i første omgang tiltænkt statens kontorbygninger, men de fleste af materialerne vil også kunne anvendes på øvrige offentlige og private arbejdspladser. Der vil løbende blive udviklet flere materialer.


Senest revideret den 18. oktober 2022