Langt de fleste af de 50 medarbejdere i studieadministrationen på det nye Campus Carlsberg under Københavns Professionshøjskole har faste skærmarbejdspladser udstyret med to store skærme, mousetrappere, aktive headsets og andre tekniske hjælpemidler.
"Det er en del af ledelsens fokus at sikre det bedst mulige arbejdsmiljø ved skærmene. Hvis en medarbejder har brug for et hjælpemiddel eller en skærmbrille, så får de det uden diskussion", siger afdelingsleder i studieadministrationen Wouter Olierook.
Tre typer af flexpladser
Men de faste arbejdspladser er én ting. Både undervisere, forskere og mange administrative ansatte bevæger sig flittigt rundt i det store hus eller i andre afdelinger på skolens øvrige adresser. Hér har de adgang til et stort antal fleksible skærmarbejdspladser.
"Flexpladserne er principielt delt op i tre typer: Steder, hvor man kan snakke og diskutere med fx kolleger, steder hvor man kan snakke dæmpet sammen, og stillepladser til fordybelse", forklarer arbejdsmiljørepræsentant Pia Ryborg.
En klynge af flexpladser til koncentreret arbejde. Medarbejderne vælger en plads, som egner sig til formålet, og slutter den bærbare til.
Til den enkeltes behov
"I praksis bliver der justeret, tingene finder deres leje ud fra de faktiske behov. Men vi har ikke længere de private kontorer og faste arbejdspladser, som mange af underviserne og forskerne havde, inden vi flyttede herud i de nye bygninger i 2016".
De enkelte undervisere og forskere er tilknyttet en bestemt uddannelse, som hver har deres base camp - lærer, pædagog, tegnsprogstolk, tekstilformilder mv. Men alle kan bevæge sig rundt i huset og benytte de flexpladser, som passer bedst til det konkrete behov eller den enkeltes ønsker.
Men fleksibiliteten betyder, at den enkelte skærmarbejdsplads ikke altid er indrettet optimalt til den enkeltes behov:
"Alle pladser har skærm, tastatur, docking station og selvfølgelig højdeindstillelig bord og stol. Men ofte er musen væk, så mange har selv én i tasken. Og mange af os arbejder helst med mousetrappere og to skærme, og så bliver det lidt et kompromis", siger Pia Ryborg.
Sofagrupper og mødeborde
Tilbage i studieadministrationen viser Pia Ryborg sit eget skrivebord frem. Arbejdspladsen er indrettet efter alle standarder og anbefalinger og er individuelt tilpasset med bl.a. ekstra armstøtte. Som i resten af campus er skrivebordene suppleret med sofagrupper og borde i forskellige højder til korte møder og variation.
"Vi er rigtig gode til at bruge hæve-sænke bordene og til at trække hinanden væk fra skrivebordet med små pauser og småmøder væk fra skrivebordene", siger hun.
Forstyrrelser og tør luft
"Det største problem er nok, at her er meget trafik af fx studerende som skal vejledes - det kan give støj og forstyrrelser. Og så oplever mange af os, at luften er for tør. Det eksperimenterer vi med at få løst. I første omgang har vi sat skåle med vand op, og hvis det hjælper, skal vi nok have et egentligt luftbefugtningsanlæg", slutter hun.
Tema: Ergonomi ved de nye skærmarbejdspladser Denne artikel er del af et tema om de ergonomiske følger af de nye it-systemer, tablets og fleksible arbejdsdage, som er en del af en moderne kontorarbejdsplads. Læs alle artiklerne her: |