Dage med stille og siddende arbejde foran computerskærmen kan være belastende for kroppen. Smerter eller ømhed i skuldre, nakke, arme eller hænder er udbredt, og det må der gøres noget ved. Forskning og erfaring peger på, at bevægelse i arbejdstiden og målrettet muskeltræning kan være med til at mindske og forebygge smerter og ømhed i kroppen. Det kan derfor give gevinst på den lange bane, hvis du og dine kolleager får bevæget kroppen i løbet af arbejdsdagen.
SÆT GANG I BEVÆGELSEN sætter fokus på 12 enkle øvelser, som kan gennemføres på kontoret og hverken kræver omklædning, høj puls eller baderum. Øvelserne er udviklet på baggrund af erfaringer fra arbejdspladser, der allerede har sat gang i bevægelsen på en nem og sjov måde. Prøv f.eks. 10 minutters elastikgymnastik efter frokost, hold stå-op møder eller prøv papirkurvs-fitness.
Øvelserne er til jeres inspiration. Når I er kommet godt i gang eller oplever behov for forandring, kan I supplere med jeres egne ideer.
For at sætte gang i bevægelsen er det vigtigt, at der er en ildsjæl på arbejdspladsen, som skaber samling og holder gejsten oppe blandt kollegaerne. Du kan gøre en stor forskel for dine kollegaer ved at hjælpe alle med at komme i gang.
Se alle vores 12 enkle øvelser her. Alle øvelserne er også udarbejdet som plakatformat, der kan printes ud og hænges op på arbejdspladsen. Se dem her.
Øvelserne er drøftet med professor Lars Andersen, NFA.
Oplever du smerter, eller er du i tvivl, om du er i stand til at gennemføre øvelserne, anbefaler vi, at du kontakter en sundhedsprofessionel behandler, fx ergo- eller fysioterapeut, læge eller anden fagperson.